Tunø ø-ophold Blåkærgård

Velkommen

Blåkærgård ligger midt i et naturparadis. Her bor du lige ved skoven og vandet, og oplever den fantastiske ro og stemning ø-livet har. Her er plads til fordybelse og afslapning for dig og dem du holder af.

Nyd ferien på en lille charmerende bilfri ø, hvor tilstedeværelse og fællesskab helt naturligt kommer i centrum. De perfekte rammer for en dejlig ferie.

Så er der åbnet for booking af værelser for sæson 2025.

For drøftelse af arrangementer, events og selskaber kontakt mig på 29 21 24 30.

Kom og besøg os

Blåkærgård er en charmerende ældre “dame” fra omkring 1880 med masser af patina, omgivet af en fantastisk have med gamle krogede æbletræer og smukke blomster. Der er egen skov med adgang til skøn sandstrand og et morgendyp for de friske.

Vi tilbyder 13 nyrenoverede værelser med plads til 46 overnattende gæster. Her er  plads til jer, der ønsker en romantisk weekend for to, eller for jer, der ønsker den helt store fest for mange og ønsker at leje det hele. Det er blevet til adskillige bryllupper og fødselsdage, familiefester og mange andre gode oplevelser.

Her er plads til mange, til det meste og højt til himlen.

Vi glæder os til at se jer.

Lidt om mig

Min forkærlighed for øer går langt tilbage. Jeg er selv vokset op på en ø, tæt på vand og natur og den her ø, den kan det hele og er let at overskue. Naturen er helt i særklasse og så er her plads og ro, til at hygge med familien og venner, til boldspil i haven, gåture til stranden eller i skoven.

Her kan voksne som børn bevæge sig frit rundt uden tanke på trafiklys, se-til-højre-se-til-venstre-øvelser og bare være. Man slapper af i kroppen, så i hovedet og til sidst er man blot til stede og nyder. Der er så at sige ro på bagsædet og øverste etage.

Drømmen om at drive et sted som Blåkærgård har længe været en spire i min bevidsthed. Tror jeg skal helt tilbage til min mormors charmerende køkken på landet i Sandager, hvor jeg som barn og ung hjalp med at bage, henkoge og sylte. Jeg elskede det. Her fik jeg lov til det hele og lærte af både fejl og succes.

Mine bedsteforældre var fra den tid, hvor der var tid. Tid til en kop kaffe med posten og min mormors kunder, når de kom for at prøve tøj til prøvning. Min mormor var syerske og havde sin egen lille forretning. Hun var mit store forbillede. Hun stod tidligt op hver morgen, og nogle gange endda før hønsene. Der var ro på fra tidlig morgen og dagen kunne begynde fredeligt. Jo mere dagen tog til des mere aktivitet. Det passede sammen. Der var rutiner og faste opgaver, rummelighed og plads til leg og masser af kærlighed og åbne arme.

Min morfar var fritidsfisker og havde garn og åleruser på Nordet ved Sandager på Fyn. Nogle sommerdage tog jeg med ham. Vi cyklede tidligt om morgenen, gik gennem det våde græs og hilste køerne godmorgen, slæbte båden i vandet, satte åregaflerne på plads og lagde kræfter i åretagene og gled ud på det stille vand. Jeg kan stadig lave et pælestik knob. Og for resten – de smørstegte ålekvabber smagte fantastisk.

På Tunø genfinder du nogle af de gode oplevelser. Det altid ubeskriveligt smukke vand, som rammer øen ind, naturen som byder sig til på alle årstider og giver af sig selv, så vi kan sanse og nyde.

På kærligt gensyn.
Cecillie

Og lige et PS:
Ja, jeg ved det godt. Lidt besværligt, men vi tager den lige, hvis nogle undrer sig – mit navn Cecillie. Staves med 2 ll – og udtales helt og aldeles på samme måde som Cecilie. Hvis det er alt for besværligt, så kald mig Søs. Det gør min bror, og vi er stadig ret gode venner.